Om Marianne Brøndlund

Vort behandlingssted Camalee.dk er et skud på stammen af fonden Livsdråben, hvis oprindelige stifter var Marianne Brøndlund.
Marianne voksede op i Harlev. Hun var ”seende” siden hun var barn og startede tidligt i hendes liv med at hjælpe mennesker.
Som ung kvinde flyttede hun til Tyskland, hvor hun var bosat i mange år. Der fortsatte Marianne med sit arbejde som healer, holdt mange kurser i hendes måde at behandle på og i et nyt og spændende syn på mange emner som biologisk landbrug, arkitektur, fysik og medicin. Hun arbejdede sammen med forskere, læger, fysikere, økologiske landmænd for at undersøge energiens påvirkning på de forskellige områder. Hun udviklede mange produkter for at rense jord, vand og kosttilskud for mennesker og dyr. Spurgt, om hun ser anderledes på livet end andre mennesker, svarer hun: ”Jeg ser nok anderledes på livet end andre mennesker; jeg ser meget, meget liv og dets smukke, smukke muligheder i hvert menneske, og dette gør mig meget taknemmelig og jeg ønsker tit at mennesker selv alle kunne se de store værdier, de bærer rundt på. ”
Marianne Brøndlund flyttede hjem til Danmark, da hendes forældre havde brug for hjælp, men hun holdt dog kontakten til de mennesker hun havde mødt og skabte mange nye kontakter i hele verden.

Tilbage i Danmark blev hun ved med at arbejde som healer- “behandler”, som hun altid kaldte det –  på forskellige steder omkring Aarhus.
Efter to år modtog Livsdråben via Marianne en pengegave, sponsoreret af et østrigsk ægtepar, der muliggjorde køb af et nedlagt plejehjem i Kattrup ved Hovedgård. Der blev ønsket om et holistisk hospital med hospice funktion en smuk mulighed. Den 7.9.1991 blev det holistiske hospital indviet.
Efter 3 begivenhedsrige år med mange patienter fra ind – og udland blev Livsdråben i marts 1994 nødt til at lukke sit holistiske hospital med hospice funktion grundet belastet økonomi. På det tidspunkt var der endnu ikke tilskud til indlæggelse for hospicepatienter.
Livsdråben med Marianne Brøndlund i spidsen fortsatte sit virke forskellige steder i Aarhus.
I februar 2014 forlod Marianne denne jordiske verden, og de, der har delt liv og opgave med hende, er siden da gået videre i hendes ånd. Hendes måde at behandle på har hun engang beskrevet, således:
”Det jeg gør, er som sagt lettest at forklare kort med den disciplin som jeg lærte fra helt lille. Det vil sige, jeg skal forholde mig helt neutral, skal lytte og føle og se hvad mennesket med alt hvad mennesket er, fortæller, og hvad ”englen” fortæller. Et stort og oprigtigt ønske om at hjælpe og lindre er den største følelse man har. ”